Social shopping er et hot emne i øjeblikket og siges at være brugbart i forhold til at opnå øget salg. Det skyldes, at man går ad veje, hvor forbrugerne får mulighed for dialog med virksomhederne og på den måde opnår en tættere relation. Markedsføring pakket ind i relationsopbyggende aktiviteter.

Men nu viser en ny undersøgelse fra YouGov, at tæt på fire ud af ti forbrugere (39 procent) i Storbritannien ønsker at holde sociale medier og shopping-aktiviteter adskilt. Omkring 42 procent mener, at netværksmedier som Facebook og Twitter er for ”venner og ikke detail”.

Unge er mest afvisende

Overraskende nok er det de unge online-shoppere i alderen 16-24 år, der lægger størst vægt på at adskille deres indkøb fra deres brug af sociale medier. I aldersgruppen ønsker hele 61 procent at holde aktiviteterne adskilt, mens 57 procent svarer, at de ikke kan lide, at sider som Facebook og Twitter linkes til deres handel på nettet.

Brugen af sociale medier skaber mistillid

Ifølge undersøgelsen modarbejder en tilstedeværelse på de sociale medier den tillid, som forbrugerne gerne skulle have til en virksomhed. 55 procent svarer, at det svækker deres tillid til en virksomhed, når denne er tilstedeværende på et socialt medie, mens kun 27 procent svarer, at det forstærker tilliden til virksomheden. Målt på medier var det for Facebook det samme antal – nemlig 55 procent, der mister tillid, mens 33 procent opbygger større tillid. For Twitter lå tallene på henholdsvis 52 procent og 37 procent.

Kun 10 procent af respondenterne bruger de sociale medier til at søge efter produkter.

En anden undersøgelse foretaget Kentico Software, der udvikler indhold til web, bekræfter tendensen. Ifølge undersøgelsen er 68 procent af respondenterne ikke interesserede i de opdateringer, som virksomheder, de følger, lægger op på sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram.