Når børneværelset skal indrettes, er gode råd dyre. For hvad er det lige, man skal lægge vægt på, og er interiør og design vigtigt for barnet?

Her er 4 gode råd til indretningen af børneværelset.

Involvér barnet i indretningen

Der er intet barn der har lyst til at bo i et værelse, som bare er alle de værelsesdrømme mor ikke selv fik indfriet i sin barndom. Lyt derfor til dit barn, og lad ham eller hende forklare hvilke forventninger han eller hun har til værelset. Sammen kan i helt sikkert finde en løsning, der gør værelset personligt, inviterende og ikke mindst hyggeligt.

Hvordan skal værelset være om 3 år?

Når man står over for udfordringen at indrette et børneværelse, kan det være en god idé at tænke frem i tiden. Hvad vil mit barn have brug for og kunne lide om 1, 3 eller 5 år? Kan jeg allerede nu vælge en vægfarve, belysning eller møbler, som også kan bruges om 2 år?

Det er ærgerligt at skulle ud og investere i nyt hver eneste gang, der skal laves om på børneværelset, så gør dig selv og din pengepung en tjeneste, og vælg farver til dit barns værelse som stadig er lige så fede om 3 år.

Plads til både leg og lektier

Ved indretningen af børneværelset, er det vigtigt at huske på at den store forskel på et børneværelse og et voksenværelse er, at børneværelset skal udfylde flere funktioner på samme gang. Det skal både fungere som soveværelse, kontor og legerum. Husk derfor at give plads til det hele.

Du kan eventuelt inddele værelset i zoner, som kan defineres med for eksempel rumdelere eller gardiner, så sengen er afgrænset fra legeområdet, og barnet er helt med på, at når man er i lektiezonen, skal der laves lektier, og ikke leges med LEGO.

Få personligheden med ind i alle kroge

En god og nem måde at få personlighed på børneværelset, er at købe billige rammer, som kan bruges til at forevige barnets kunstværker på væggene. Sørg også for rigeligt med fri hyldeplads til at udstille yndlingslegetøjet på.